Institutionens samfundsmæssige placering

Institutionens samfundsmæssige placering 

Børnehaven Hoa thuy tien er næsten 100 procent brugerbetalt, på trods af, at den er statsejet. Staten støtter kun med et mindre beløb. Det koster 800.000 VND (ca. 200 DKK) om måneden, at have et barn indskrevet i børnehaven. Men derudover kommer der ekstra udgifter som kostpenge 25.000 VND (ca. 6 DKK) om dagen, som forældrene ikke kan fravælge. Her udover kan ekstra undervisning tilvælges, hvis forældrene ønsker ekstra engelsk, musik, kung fu  eller computer undervisning. Det koster ca. 475.000 VND (ca. 120 DKK ) - Så det koster godt og vel 1.300.000 VND (ca 340 DKK) om måneden, at have et barn i børnehave.Det skal siges her at dette beløb er ret højt for en vietnamesisk gennemsnitsløn. Det forventes ydremere, at forældrene donerer ca. 1.000.000 VND (ca. 260 DKK) til køb af bøger, møbler og andre praktiske ting.

For at være ansat som lærerinde på stedet skal man have en læreruddannelse. Den kan opnås på forskellige måder. Den korte version tager to år på "Worker-School". Den midterste tager tre år på college, den lange version tager fire år på universitet. For at komme ind på de tre læreruddannelser, skal man først have taget en tre årig High school uddannelse. Der ud over skal man på henholdsvis college og universitetet, til en optagelses prøve, hvor sværhedsgraden er højest på universitetet. Hvis man kun har uddannelsen på to år, kan man læse en overbygning op halvandet år, hvilket til svarer college uddannelsen. Hvis man har taget universitets uddannelsen på fire år, får man udover sin løn fra børnehaven, et tilskud fra staten som ekstra løn. Man er så samtidig underlagt undervisningsministeriets regulativer.

I Hoa thuy tien kindergarden kommer børnene fra den bedrestillet middelklasse, hvilket vil sige, at begge forældre arbejder og de kan for eksempel være som ansat eller have en mindre selvstændig forretning/virksomhed.

Tanker efter 3 måneder

Arbejdet med børn i vietnamesiske børnehaver, består primært af undervisning fra børnene møder til de bliver hentet. Dette er kun afbrudt af den halve time om formiddagen og eftermiddagen, hvor børnene for lov til at lege, eller når de skal sove/spise. Når børnene for lov at lege, betyder det at de kan vælge i mellem at lege med klodser, lege køkken/dukkekrog eller kigge i bøger. Der er som jeg ser det, ikke ret meget afveksling, og det at gå ud på legepladsen er lidt en sjældenhed da det ofte regner eller har regnet. Her har børnene ikke tøj med til at være ude under disse forhold. Og da det ikke er velset at børnene bliver beskidte eller bliver lidt uglet at se på, da bliver det kun til korte besøg i gården, hvis vejret er til det.

Så børnene er for det meste inden for. Dette anser jeg som pædagog for at være en meget ensformig hverdag både for børnene og for mig som ”lærerinden”. Jeg savner mere afveksling i form af ture ud af børnehaven og flere naturoplevelser. Det at bringe undervisningen med ud på steder, ville gøre det langt mere spændende for alle. At muligheden for fx naturoplevelser eller i det hele taget at tage børnene med på tur, ikke er til stede på samme måde som i Danmark er jo et vilkår for de vietnamesisk læreinder. Men måske denne forskel også samtidigt er en kulturel ting. Her i Vietnam går man meget op i konkret undervisning, og tankegangen er nok at undervisning hører til i klasselokalet og ikke ude alle mulige steder.

En anden ting er undervisningsformens meget fastlåste struktur. Altså ALT er planlagt. Det giver meget dårlig plads til spontanitet og dermed kreativitet. Jeg savner tit at der i løbet af ugen er lidt frirum til at vi lærerinder kunne komme på spontane ideer til lege og aktiviteter. Men igen vender jeg tilbage til tanken om kulturel forskel. Måske er denne faste struktur er at vilkår de vietnamesiske lærerinder rigtig godt kan lide. De ved hvad de skal igennem og hvordan dagene ser ud. Dette indtryk kommer ud fra, at når jeg somme tider kommer på spontane ideer, bare fx det at jeg foreslår at vi tager hele den halve legetime på legepladsen, da falder det ikke altid i god jord og det virker til at de sommetider siger ja,  uden den store velvilje bag.