Kulturmøder

Månedsbrev marts 2014

Ja, når vi taler om kulturmøder, så er det noget jeg oplever næsten dagligt. Ikke bare i praktikken men så absolut også i min fritid. Men for at nævne et par eksempler fra institutionen, da bliver jeg nødt til igen at tale om deres forhold til spisesituationer og det at de mader børnene. Det er nok her jeg oplever en meget markant kulturforskel. Jeg havde en lidt ubehagelig oplevelse, hvor et barn blev madet. Det gik åbenbart for stærkt for den lille mave, så drengen lagde an til at skulle kaste op, og for at stoppe ham i at kaste op, da klasker lærerinden med flad hånd ham i panden gentagne gange og kigger surt på ham, som om at det må han ikke gøre. Jeg var chokeret og vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. I min verden synes jeg jo, at det var en enormt ukærlig og absurd måde at håndtere den situation på! Jeg tog episoden op med min vejleder og spurgte ind til, hvorfor de i det hele taget mader så store børn og hvorfor man klasker børnene på panden når de skal kaste op. Hendes svar var, ”at vietnamesiske børn virker til ikke så godt at kunne lide mad” og spiser for lidt, hvis ikke man mader dem. Maden og mængden af den er nøje udregnet sådan at et hvert barn får de kalorier de skal have pr dag, og derfor skal alle børn spise præcis den mængde der kommes i skålen. Og svaret til, hvorfor man klasker børnene i panden, er fordi de mener at der sidder et punkt i panden som kontrollere brækrefleksen og at man på den måde kan forhindre barnet i at kaste op, ved at stimulere dette punkt. Om det passer at vi har sådan et punkt, skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har aldrig hørt om det og kan ikke finde noget om det på nettet.  Mine tanker på disse svar er for det første, at det er naturligt at vi som mennesker har et forskelligt behov for indtag af føde. Jeg mener at nogen har behov for mere end andre og nogle dage er man mere sulten end andre dage. En anden ting omkring postulatet om at vietnamesiske børn ikke så godt kan lide mad, kunne hænge sammen med at de får det samme at spise næsten HVER ENESTE dag! Personligt ville jeg selv miste interessen for maden, hvis jeg skulle spise den samme ret hver dag, dag ind og dag ud. De får serveret ris, en slags kødsovs..som ikke er rigtig sovs men som tit er noget lidt tørt kødsmulder.. ja, jeg kan ikke beskrive det på anden måde. Og den eneste variation i kosten, er den suppe de får efterfølgende. En anden tanke på, hvorfor de tit virker uinteresseret i maden, går ud på at der muligvis også kunne være en sammenhæng mellem den ringe tand-tilstand som mange vietnamesiske børn har. Mange af børnene har (for at sige det lige ud) pilrådne tænder. Og jeg har tit funderet over om de ikke har utroligt ondt i tænderne? Men de virker egentlig til at være uberørte af det. Forklaringen på, hvorfor børnenes tænder bliver misvedligeholdt, er at,” nu da mælketænder ikke er blivende tænder, da er der jo ikke grund til at pleje dem”. Denne tanke kan jeg slet ikke sætte mig ind i. For det første så kan jeg ikke forestille mig at det ikke gør ondt på dem og for det andet så ser det ganske forfærdeligt ud, og nogle af børnene lugter ud af munden på grund af det. Det er ret ulækkert synes jeg! 

Men en anden sjov oplevelse hvad angår madning af børnene, da har jeg oplevet gentagende gange at de gerne VIL mades. De skubbe skålen hen til mig og se afventende på mig. Jeg mader dem selvfølgelig som jeg jo også er blevet bedt om at gøre af min klasselærerinde. Men da fik jeg tanken om at børnene måske faktisk opfatter det som en slags omsorg eller nærværds situation. Så udover tanken om at de ellers ikke vil få nok mad, hvis ikke man mader dem. Så det kan tænkes at det nok er en af måderne man her udviser omsorg for børn.

Ja, der er mange situationer at fortælle om, og her er lige én til. Noget jeg oplever lidt med modstand, er min oplevelse af at lærerinderne ofte beder børnene om at få kys på munden. Jeg synes at det er lidt mærkeligt og lidt kunstigt. Jeg kunne aldrig selv bede børn om at udvise mig kærlige handlinger. Det skal komme spontant fra dem selv, fordi at de har lyst til det. Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om at lærerinderne direkte tvinger dem til det, men det virker bare ret kunstigt i mine øjne.  For udover disse kærlige handlinger fra børnene til læreinderne, da ser jeg nemlig ikke så meget den anden vej. Det er ikke så almindeligt at et barn får lov til at sidde på skødet eller at man giver et kram. Når de fx er kede af det og græder, da har jeg oplevelsen af at de tit får et hurtigt klap på skulderen, tørt tårende væk og så er det slut med den trøst. Men det gør på en eller anden positiv måde, at vietnamesiske børn virker mindre ”pivede” og kommer hurtig oven på igen. Jeg tror at fordi at man ikke udviser dem så megen medlidenhed da tager børnene disse situationer mindre tungt. Der hersker heller ikke så mange konflikter børnene i mellem som jeg synes at opleve i danske daginstitutioner. Selvfølgelig kan de bliver sure på hinanden og blive uenige om hvem der havde pladsen eller legetøjet først, men overvejene finder de hurtigt ud af at løse konflikten. Dette kan måske hænge sammen med, at børnene her bliver opdraget til at tænke lidt mere solidarisk og at det ikke nødvendigvis er ” åh så synd for mig, fordi jeg ikke lige får min vilje”. Dette kan jeg se mange positive ting i, og lidt mere af den solidariske tankegang kunne man godt ønske at danske børn, havde lidt mere af! :)

 

Jeg oplever disse eksempler som kulturmøder fordi de viser meget tydeligt for mig, hvor anderledes vi tænker/ håndtere/ gør tingene i Danmark. Det er både gode og dårlige ting ved de anderledes måder de gør det på her..og jeg forsøger virkelig at gå indtil det med nysgerrighed og den rette portion skepsis. Og ja, det er ved gud svært sommetider at forstå..men det er måske heller ikke det aller vigtigste. Det vigtige er jo nok at få godt med stof til eftertanke og få sat tingene i perspektiv. :)