mandag den 16. juni 2014

Inspiration til specialisering



Månedsbrev Maj 2014

Emner til Specialiseringen:

Områder jeg er blevet nysgerrig på er emnet børn i udsatte positioner.
En af de større grunde til at dette emne har vakt min opmærksomhed, er fordi vi i min klasse har en håndfuld børn som min lærerinde kalder ”special kids”. Særligt har vi en dreng som ofte er den som bliver ”udpeget” som værende den mest forstyrret. Han har utroligt meget krudt bag i og ved at iagttage ham, ville ADHD sikkert dukke op i manges tanker derhjemme. Men udover at han har meget energi, svært ved at sidde stille og ofte har en meget akavet måde at tage kontakt til de andre børn. M.m. Da ser jeg samtidig meget voldsomme reaktioner hos ham over relative små problemer. Det kan fx være hvis nogen tager hans legetøj, hvis han bliver afvist i hans forsøg på kontakt til de andre eller hvis han bliver irettesat af en lærerinde. Han bliver ganske enkelt eksplosivt rasende og meget ked af det på samme tid, som om hele hans verden falder sammen. Han græder og igennem denne vrede synes jeg at kunne se noget angst i ham. Hvis det var der hjemme ville han være et barn som jeg som pædagog ville være bekymret for. Jeg tænkte helt til at starte med at hans eksplosive vrede og ked af det hed var alarmerende. Jeg spurgte indtil min lærerinde i klassen om hun havde nogen ide om, hvorfor han reagere så voldsomt. Til svar siger hun at hun ikke ved det og at han er ”special”. Jeg spørger yderligere indtil, hvad hans forældre siger, gør eller tænker om dette. Og her får jeg svaret ”I think parents don’t understand”.

 Han har det i hvert fald tydeligvis ikke godt og mine tanker på hans adfærd får mig til at tænke på, hvordan mon hans hjemmelige liv fungere. For som udgangspunkt vil jeg til hver en tid mene at et hvert barn som har velfungerende forældre og som får den rette opmærksomhed og kærlighed på hjemmefronten ville ikke reagere så voldsomt. Min opmærksomhed omkring denne dreng er imidlertid gledet lidt i baggrunden og andet har fyldt som fx vores store workshop vi skulle afholde for lærerinder og forældre. Men inden for den sidste måned har der været en del situationer som har åbnet for nogle interessante samtaler jeg har haft med min lærerinde. Det har ellers været svært at have faglige samtaler med hende, da hun taler et ret fattigt engelsk. Men inden for de sidste par uger har vi ramt et godt flow og vi har haft nogle gode samtaler omkring børnene og især de her ”special kids”. Vi talte igen om den omtalte dreng og her fortæller hun at hun har oplevet at drengens mor kan finde på at slå ham. Dette ledte samtalen ind på om hvorvidt man i Vietnam synes at det er okay at slå sine børn mm. Jeg sagde til min lærerinde at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at hvis drengen bliver slået kan det muligvis være en medårsag til at drengen reagere så voldsomt som han gør. Jeg skal ikke dømme nogen i denne her konkrete sag og jeg er ikke ude på at vende et udelukkende kritisk blik i forældrenes retning. Men alt dette har skærpet min nysgerrighed på emnet, børn i udsatte positioner og mange spørgsmål har rejst sig i mig.    
                                                                            
Er dette et område de vietnamesiske pædagoger har øje for? Hvad er definitionen på et udsat barn med vietnamesiske øjne? Lærer man noget om dette emne på lærerindeuddannelsen i Vietnam? Hvis et barn udviser ”afvigende adfærd ” vil dette så skærpe en vietnamesisk lærerindes opmærksomhed og måske skabe grobund for bekymring? Hvis man finder reelle grunde til at være bekymret omkring et barns trivsel, går man så videre med det? Og hvem går man til? Ja, der er mange spørgsmål jeg har lyst til at stille.
Inde for emnet børn i udsatte positioner kan der jo ligeledes nævnes andre situationer eller områder der i samme overbæring kunne være relevante at kigge på. Hvordan ser og takler man som vietnamesisk lærerinde fx skilsmisse, dødsfald og sygdom eller misbrug.
Jeg forestiller mig at dette er emner som man ikke taler så højt om i det hele taget. Men det kan være at jeg bliver overrasket! I hvert fald er det jo emner man støder på og må forholde sig til professionelt når man arbejder med børn i institutioner, og det er uanset hvor i verden man befinder sig.
Jeg har fået lyst til at skrive en masse af disse spørgsmål ned og meningen er at jeg vil lave et interview med min vietnamesiske vejleder som er engelsk lærerinde på skolen og en central person i mange sammenhænge, og så et interview med min egen klasselærerinde. Jeg forestiller mig at jeg igennem et semi struktureret interview vil kunne stille nogle gode spørgsmål, som kan give anledning til en god snak om emner vi ellers ikke berører.
Af litteratur tænker jeg, at der helt sikkert er masser at hente, men jeg kan ikke lige på stående fod remse tekster eller forfattere op, lige undtaget af Morten Ejernæs’s Antologi om etik og holdninger i pædagogisk arbejde, som kunne være relevant i forhold til etiske dilemmaer.

Mit pædagogiske projekt
Har jeg netop planlagt at afholde her i Juni måned. Det vil forløbe over 4 uger hvor jeg har delt børnene op i 4 grupper, hvor de skal lave selvportrætter. Først skal vi snakker lidt om det at se sig selv i spejlet, lægge mærke til detaljer, former og farver. Herefter skal de tegne med blyant og så til sidst farvelægge med vandfarve.
Jeg forestiller mig at de vil finde det sjovt og spændende, men nok også udfordrende da de ikke er vant til disse frie rammer, forstået på den måde at jeg ikke på forhånd har dikteret hvordan de skal tegne. Jeg vil guide og inspirere og derefter er det op til dem selv at tegne deres ansigter som de ser sig selv 

Jeg har valgt at iværksætte dette projekt, fordi jeg synes at jeg kan bidarge med et andet syn på børns kreative evner og selvstændighed i forbindelse med at udfolde sig kreativt. Jeg har mange gange tænkt at deres tegneundervisning er en fin måde at lære at tegne på, men jeg har også flere gange krummet tæer over, at de børn som ikke følger det dikterede motiv til punkt og prikke, er blevet irettesat og at deres tegninger er blevet fremhævet overfor de andre og mig, som eksempel på, hvordan en forkert tegning ser ud. Jeg bryder mig heller ikke om at de rette på, altså forskønner de ting som børnene lave og her handler det ikke kun om tegninger. Jeg ved at de i Vietnam ikke har en kultur eller tradition for tankegangen om den frie kreativitet og de udviklingsmuligheder der ligger her i. Men netop derfor har jeg lyst til at prøve det af og her håber jeg at det kan inspirere til at tænke lidt ud af boksen. Jeg vil gerne vise dem at der godt kan komme nogle fine produkter ud i sidste ende, selvom at det er børnene selv der har tegnet og malet hele vejen i gennem.

Institutionens samfundsmæssige placering



Institutionens samfundsmæssige placering 

Børnehaven Hoa thuy tien er næsten 100 procent brugerbetalt, på trods af, at den er statsejet. Staten støtter kun med et mindre beløb. Det koster 800.000 VND (ca. 200 DKK) om måneden, at have et barn indskrevet i børnehaven. Men derudover kommer der ekstra udgifter som kostpenge 25.000 VND (ca. 6 DKK) om dagen, som forældrene ikke kan fravælge. Her udover kan ekstra undervisning tilvælges, hvis forældrene ønsker ekstra engelsk, musik, kung fu  eller computer undervisning. Det koster ca. 475.000 VND (ca. 120 DKK ) - Så det koster godt og vel 1.300.000 VND (ca 340 DKK) om måneden, at have et barn i børnehave.Det skal siges her at dette beløb er ret højt for en vietnamesisk gennemsnitsløn. Det forventes ydremere, at forældrene donerer ca. 1.000.000 VND (ca. 260 DKK) til køb af bøger, møbler og andre praktiske ting.

For at være ansat som lærerinde på stedet skal man have en læreruddannelse. Den kan opnås på forskellige måder. Den korte version tager to år på "Worker-School". Den midterste tager tre år på college, den lange version tager fire år på universitet. For at komme ind på de tre læreruddannelser, skal man først have taget en tre årig High school uddannelse. Der ud over skal man på henholdsvis college og universitetet, til en optagelses prøve, hvor sværhedsgraden er højest på universitetet. Hvis man kun har uddannelsen på to år, kan man læse en overbygning op halvandet år, hvilket til svarer college uddannelsen. Hvis man har taget universitets uddannelsen på fire år, får man udover sin løn fra børnehaven, et tilskud fra staten som ekstra løn. Man er så samtidig underlagt undervisningsministeriets regulativer.
I Hoa thuy tien kindergarden kommer børnene fra den bedrestillet middelklasse, hvilket vil sige, at begge forældre arbejder og de kan for eksempel være som ansat eller have en mindre selvstændig forretning/virksomhed.

Tanker efter 3 måneder
Arbejdet med børn i vietnamesiske børnehaver, består primært af undervisning fra børnene møder til de bliver hentet. Dette er kun afbrudt af den halve time om formiddagen og eftermiddagen, hvor børnene for lov til at lege, eller når de skal sove/spise. Når børnene for lov at lege, betyder det at de kan vælge i mellem at lege med klodser, lege køkken/dukkekrog eller kigge i bøger. Der er som jeg ser det, ikke ret meget afveksling, og det at gå ud på legepladsen er lidt en sjældenhed da det ofte regner eller har regnet. Her har børnene ikke tøj med til at være ude under disse forhold. Og da det ikke er velset at børnene bliver beskidte eller bliver lidt uglet at se på, da bliver det kun til korte besøg i gården, hvis vejret er til det.
Så børnene er for det meste inden for. Dette anser jeg som pædagog for at være en meget ensformig hverdag både for børnene og for mig som ”lærerinden”. Jeg savner mere afveksling i form af ture ud af børnehaven og flere naturoplevelser. Det at bringe undervisningen med ud på steder, ville gøre det langt mere spændende for alle. At muligheden for fx naturoplevelser eller i det hele taget at tage børnene med på tur, ikke er til stede på samme måde som i Danmark er jo et vilkår for de vietnamesisk læreinder. Men måske denne forskel også samtidigt er en kulturel ting. Her i Vietnam går man meget op i konkret undervisning, og tankegangen er nok at undervisning hører til i klasselokalet og ikke ude alle mulige steder.
En anden ting er undervisningsformens meget fastlåste struktur. Altså ALT er planlagt. Det giver meget dårlig plads til spontanitet og dermed kreativitet. Jeg savner tit at der i løbet af ugen er lidt frirum til at vi lærerinder kunne komme på spontane ideer til lege og aktiviteter. Men igen vender jeg tilbage til tanken om kulturel forskel. Måske er denne faste struktur er at vilkår de vietnamesiske lærerinder rigtig godt kan lide. De ved hvad de skal igennem og hvordan dagene ser ud. Dette indtryk kommer ud fra, at når jeg somme tider kommer på spontane ideer, bare fx det at jeg foreslår at vi tager hele den halve legetime på legepladsen, da falder det ikke altid i god jord og det virker til at de sommetider siger ja,  uden den store velvilje bag.