Månedsbrev
Maj 2014
Emner til
Specialiseringen:
Områder jeg
er blevet nysgerrig på er emnet børn i
udsatte positioner.
En af de større
grunde til at dette emne har vakt min opmærksomhed, er fordi vi i min klasse
har en håndfuld børn som min lærerinde kalder ”special kids”. Særligt har vi en
dreng som ofte er den som bliver ”udpeget” som værende den mest forstyrret. Han
har utroligt meget krudt bag i og ved at iagttage ham, ville ADHD sikkert dukke
op i manges tanker derhjemme. Men udover at han har meget energi, svært ved at
sidde stille og ofte har en meget akavet måde at tage kontakt til de andre
børn. M.m. Da ser jeg samtidig meget voldsomme reaktioner hos ham over relative
små problemer. Det kan fx være hvis nogen tager hans legetøj, hvis han bliver
afvist i hans forsøg på kontakt til de andre eller hvis han bliver irettesat af
en lærerinde. Han bliver ganske enkelt eksplosivt rasende og meget ked af det
på samme tid, som om hele hans verden falder sammen. Han græder og igennem
denne vrede synes jeg at kunne se noget angst i ham. Hvis det var der hjemme
ville han være et barn som jeg som pædagog ville være bekymret for. Jeg tænkte
helt til at starte med at hans eksplosive vrede og ked af det hed var
alarmerende. Jeg spurgte indtil min lærerinde i klassen om hun havde nogen ide
om, hvorfor han reagere så voldsomt. Til svar siger hun at hun ikke ved det og
at han er ”special”. Jeg spørger yderligere indtil, hvad hans forældre siger,
gør eller tænker om dette. Og her får jeg svaret ”I think parents don’t understand”.
Han har det i hvert fald tydeligvis ikke godt
og mine tanker på hans adfærd får mig til at tænke på, hvordan mon hans hjemmelige
liv fungere. For som udgangspunkt vil jeg til hver en tid mene at et hvert barn
som har velfungerende forældre og som får den rette opmærksomhed og kærlighed
på hjemmefronten ville ikke reagere så voldsomt. Min opmærksomhed omkring denne
dreng er imidlertid gledet lidt i baggrunden og andet har fyldt som fx vores
store workshop vi skulle afholde for lærerinder og forældre. Men inden for den
sidste måned har der været en del situationer som har åbnet for nogle
interessante samtaler jeg har haft med min lærerinde. Det har ellers været
svært at have faglige samtaler med hende, da hun taler et ret fattigt engelsk.
Men inden for de sidste par uger har vi ramt et godt flow og vi har haft nogle
gode samtaler omkring børnene og især de her ”special kids”. Vi talte igen om
den omtalte dreng og her fortæller hun at hun har oplevet at drengens mor kan
finde på at slå ham. Dette ledte samtalen ind på om hvorvidt man i Vietnam
synes at det er okay at slå sine børn mm. Jeg sagde til min lærerinde at jeg
ikke kan lade være med at tænke på, at hvis drengen bliver slået kan det
muligvis være en medårsag til at drengen reagere så voldsomt som han gør. Jeg
skal ikke dømme nogen i denne her konkrete sag og jeg er ikke ude på at vende
et udelukkende kritisk blik i forældrenes retning. Men alt dette har skærpet
min nysgerrighed på emnet, børn i udsatte positioner og mange spørgsmål har
rejst sig i mig.
Er dette et
område de vietnamesiske pædagoger har øje for? Hvad er definitionen på et udsat
barn med vietnamesiske øjne? Lærer man noget om dette emne på
lærerindeuddannelsen i Vietnam? Hvis et barn udviser ”afvigende adfærd ” vil
dette så skærpe en vietnamesisk lærerindes opmærksomhed og måske skabe grobund
for bekymring? Hvis man finder reelle grunde til at være bekymret omkring et
barns trivsel, går man så videre med det? Og hvem går man til? Ja, der er mange
spørgsmål jeg har lyst til at stille.
Inde for
emnet børn i udsatte positioner kan der jo ligeledes nævnes andre situationer
eller områder der i samme overbæring kunne være relevante at kigge på. Hvordan
ser og takler man som vietnamesisk lærerinde fx skilsmisse, dødsfald og sygdom
eller misbrug.
Jeg
forestiller mig at dette er emner som man ikke taler så højt om i det hele
taget. Men det kan være at jeg bliver overrasket! I hvert fald er det jo emner
man støder på og må forholde sig til professionelt når man arbejder med børn i institutioner,
og det er uanset hvor i verden man befinder sig.
Jeg har fået
lyst til at skrive en masse af disse spørgsmål ned og meningen er at jeg vil
lave et interview med min vietnamesiske vejleder som er engelsk lærerinde på
skolen og en central person i mange sammenhænge, og så et interview med min
egen klasselærerinde. Jeg forestiller mig at jeg igennem et semi struktureret
interview vil kunne stille nogle gode spørgsmål, som kan give anledning til en
god snak om emner vi ellers ikke berører.
Af
litteratur tænker jeg, at der helt sikkert er masser at hente, men jeg kan ikke
lige på stående fod remse tekster eller forfattere op, lige undtaget af Morten
Ejernæs’s Antologi om etik og holdninger
i pædagogisk arbejde, som kunne være relevant i forhold til etiske
dilemmaer.
Mit
pædagogiske projekt
Har jeg
netop planlagt at afholde her i Juni måned. Det vil forløbe over 4 uger hvor
jeg har delt børnene op i 4 grupper, hvor de skal lave selvportrætter. Først
skal vi snakker lidt om det at se sig selv i spejlet, lægge mærke til detaljer,
former og farver. Herefter skal de tegne med blyant og så til sidst farvelægge
med vandfarve.
Jeg
forestiller mig at de vil finde det sjovt og spændende, men nok også
udfordrende da de ikke er vant til disse frie rammer, forstået på den måde at
jeg ikke på forhånd har dikteret hvordan de skal tegne. Jeg vil guide og
inspirere og derefter er det op til dem selv at tegne deres ansigter som de ser
sig selv
Jeg har
valgt at iværksætte dette projekt, fordi jeg synes at jeg kan bidarge med et
andet syn på børns kreative evner og selvstændighed i forbindelse med at
udfolde sig kreativt. Jeg har mange gange tænkt at deres tegneundervisning er
en fin måde at lære at tegne på, men jeg har også flere gange krummet tæer over,
at de børn som ikke følger det dikterede motiv til punkt og prikke, er blevet
irettesat og at deres tegninger er blevet fremhævet overfor de andre og mig,
som eksempel på, hvordan en forkert tegning ser ud. Jeg bryder mig heller ikke
om at de rette på, altså forskønner de ting som børnene lave og her handler det
ikke kun om tegninger. Jeg ved at de i Vietnam ikke har en kultur eller
tradition for tankegangen om den frie kreativitet og de udviklingsmuligheder
der ligger her i. Men netop derfor har jeg lyst til at prøve det af og her
håber jeg at det kan inspirere til at tænke lidt ud af boksen. Jeg vil gerne
vise dem at der godt kan komme nogle fine produkter ud i sidste ende, selvom at
det er børnene selv der har tegnet og malet hele vejen i gennem.
